Oplæg, workshops og temadage
Sprogklars mission er at hjælpe alle med at udfolde børns sproglige potentiale. Vejen dertil er bl.a. efteruddannelse af pædagogisk og sprogprofessionelt personale men også generel og specialiseret samfundoplysning bl.a. til forældre. Stærke sprogfærdigheder kommer ikke af sig selv, men med de rigtige værktøjer, kan vi i fællesskab støtte børns sproglige udvikling.
Vi kommer meget gerne ud til jer og holder oplæg og temadag(e), efter jeres ønsker - måske har I fokus på et særligt emne, som vi kan understøtte. Læs videre nedenfor om emner, oplægsholdere, priser, og booking.
Fagligt oplæg for medarbejdere
Ny forskning og viden dukker hele tiden op, men hvis den skal gøre en forskel i forhold til børns sproglige udvikling, er det nødvendigt, at den bliver formidlet og omsat til medarbejdere i praksis. Her kan vi hjælpe. Vi holder specialiserede og faglige oplæg for forskellige faggrupper bl.a. PPR-personale, sprogkonsulenter, pædagogiske medarbejdere, ledere, dagplejere, sundhedsplejersker m.fl. Vi kan holde oplæg om en bred vifte af emner omkring børns sporg - både den typiske og atypiske udvikling, fx:
Børns sprogudvikling
Fysiske sprog- og literacy miljøer
Sprog- og talevanskeligheder (fx udtalevanskeligheder, pragmatiske vanskeligheder eller udviklingsmæssig sprogforstyrrelse hos børn, DLD)
Sprogpædagogik og -kvalitet
Sprogvurdering og handleplaner
Flersprogethed
...
Vi skræddersyer vores oplæg efter jeres ønsker, så kontakt os og hør nærmere.
Et typisk fagligt oplæg koster ca. 6.000 - 15.000 kr. afhængig af indhold, grad af skræddersyning og tidsomfang.
Forældreoplæg
Forældre er nøglepersoner i børns liv - og de spiller en særlig vigtig rolle i børnenes sproglige udvikling. Ingen præger barnets sprog mere end forældrene. Forældrene er sammen med børnene i mange timer og i mange forskellige sammenhænge med uendelige muligheder for at stimulere og udvikle børnenes sprog. Forældre har typisk også en stor motivation for at give deres børn de bedste forudsætninger i livet, og her er sproget en vigtig adgangsbillet. Mange forældre giver dog udtryk for, at de er usikre på, hvad børn sprogligt skal kunne hvornår - og ikke mindst hvad de helt konkret kan gøre for at støtte sprogudviklingen.
I Sprogklar holder vi hvert år mange oplæg for forældre, hvor vi fortæller forældre om børns sporgudvikling og giver håndgribelige redskaber til, hvad de kan gøre for at støtte sproget i hverdagen med børnene. Undervejs bruger vi videoeksempler med interaktioner mellem forældre og børn, således at vi helt konkret kan vise, hvordan man kan arbejde og støtte sproget i hverdagens aktiviteter og samtaler. Vi har også stor erfaring med at holde oplæg for forældre, som har en anden sprogbaggrund end dansk.
Et typisk forældreoplæg varer 1-2 timer og koster mellem 5000 - 8000 kr.
Kontakt os og hør nærmere.
Temadag
Vi afholder løbende temadage, hvor vi kommer ud til jer over en hel dag og sammen med jer fordyber os i emner indenfor børns sprog og sproglige udvikling. Emnerne spænder bredt, men vi anvender altid en vekselvirkning mellem faglige oplæg, øvelser, refleksionsopgaver og øvebaner (personlige eller i læringsfællesskaber). Den største læring opnås, når kursisterne får mulighed for at relatere nye emner til hverdagen med børnene med samtidig mulighed for at kvalificere praksis.
Nedenstående liste over emner er blot til inspiration, kontakt os gerne for at drøfte muligheder - vi skræddersyer gerne.
Sprogvurdering og omsætning til praksis
Sprog- og literacymiljøer
Flersprogethed
Børn med sprog-og talevanskeligheder (fx dysfonologi og pragmatiske vanskeligheder)
Sprogudvikling og sprogpædagogisk kvalitet
...
Prisen for en temadag er cirka 12.000 - 15.000 kr. afhængig af tidsomfang, emne og antallet af kursusdeltagere. Rabat opnås hvis samme temadag skal afholdes af flere omgange.
Vores oplægsholdere
I Sprogklar har vi en fælles interesse for og viden om børns sprogudvikling, som dels er baseret på vores faglige virke og baggrund (vi er alle uddannede forskere), men også på vores erfaringer fra samarbejdet med landets kommuner. Vi er alle rutinerede oplægsholdere, som sætter en ære i at gøre vores budskab klart og vedkommende. Vores oplægsholdere er:
Justin Markussen-Brown, lingvist, ph.d.
Trine Printz, audiologopæd, ph.d.
Camilla Markvardsen, audiologopæd, cand. mag.
Hit med lyden:
Bodil Hessellund og Gitte Skyum Kjøge
Hit Med Lyden - oplæg og workshops
Vi tilbyder oplæg og workshops med afsæt i Hit Med Lyden og de tilhørende materialer. De enkelte forløb kan tilpasses jeres ønsker og behov.
Varigheden kan variere. Oplæg afholdes med en minimumsvarighed på to timer, og workshops med en minimumsvarighed på én time. Kontakt os på info@sprogklar.dk for at høre mere.
Oplæg: Hit Med Lyden – basis
Varighed: 2 eller 3 timer
Gitte Skyum Kjøge og Bodil Hessellund besøger det pædagogiske personale i jeres dagtilbud og præsenterer Hit Med Lyden.
Oplægget indledes med en kort introduktion til baggrunden for konceptet. Herefter uddybes, hvad Hit Med Lyden er, og hvordan det kan anvendes i dagtilbud. Undervejs kan der indgå eksempler på dyrenes lydsange og rim.
Der kan desuden gives en introduktion til Lydlotto med dyrene, hvor børnenes lydopmærksomhed stimuleres gennem leg.
Vi præsenterer også de materialer, der hører til Hit Med Lyden, og tilbyder en digital rundvisning i Sprogklars Hit Med Lyden-bibliotek.
Oplæg: Hit Med Musikken
Varighed: 2 timer
Bodil besøger det pædagogiske personale i jeres dagtilbud og formidler musiksproglige aktiviteter med udgangspunkt i sangene fra Hit Med Musikken.
Med afsæt i nyere forskning belyses, hvorfor det har social og sproglig betydning for børn at synge, rime, danse og lege med rytmer.
Oplægget veksler mellem teori og praksis, og deltagerne vil både blive inddraget kropsligt og stemmemæssigt. Der gives samtidig idéer til planlægning af en musiksproglig samling med børnene.
Oplægget forudsætter, at I har bogen Hit Med Musikken. Den kan lånes på biblioteket eller købes hos Akademisk Forlag.
De to nedenstående workshops kan kombineres på samme dag med to forskellige grupper børn og deres voksne.
Workshop: Hit Med Musikken
Varighed: 1 time
Bodil Hessellund besøger det pædagogiske personale og en gruppe børn (antal aftales) til en samling, hvor der arbejdes med Hit Med Musikkens lydsange, rim, remser og danselege.
Workshoppen er praksisorienteret og indebærer fælles aktiviteter på gulvet med sang, dans og leg med lyde, ord, rim og fagter.
Workshoppen kan gennemføres med både 0–3-årige og 4–6-årige børn. Varigheden tilpasses børnenes alder.
Workshop: Hit Med Lydopmærksomhed
Varighed: 1 time
Bodil Hessellund besøger det pædagogiske personale og en gruppe børn (antal aftales) til en samling med fokus på lydopmærksomhedslege og Dyrenes Lydlotto.
Workshop: Hit Med Palle
Varighed: 2 timer
Hvordan kan bogen Hit Med Palle anvendes i det pædagogiske sprogarbejde?
Kurset henvender sig til det pædagogiske personale i dagtilbud.
Der gives inspiration til, hvordan bogen kan anvendes i det sprogpædagogiske arbejde. Med udgangspunkt i bogens opslag vises eksempler på, hvordan de forskellige sproglige områder, som indgår i Sprogvurderingen, kan understøttes.
Kurset forudsætter, at I har bogen Hit Med Palle. Den kan lånes på biblioteket eller købes hos Akademisk Forlag.