Blogindlæg #5: Kvalitet i den sprogpædagogiske praksis, del IV (at være en god sproglig rollemodel)

Vi voksne er rollemodeller for børnene — også når det kommer til sprog. Børn lærer i høj grad sprog ved at imitere de voksne. Vi har for nyligt afsluttet Loop 5, som netop handlede om forskellige teknikker, man kan bruge til at blive bedre sproglige rollemodeller i den daglige praksis. Disse teknikker var ikke nødvendigvis nye for personalet: Mange af dem havde vi faktisk allerede snakket om i løbet af projektet. Men de blev her sat i relation til, hvordan de hver især kunne understøtte tre af de mest væsentlige aspekter af børns tidlige sprogtilegnelse:

  1. Børns fonologiske udvikling: Den første fase i barnets sproglige liv er primært drevet af dets tidlige møde med modersmålets lyde. Barnet begynder faktisk allerede at lære noget om de forskellige sproglyde, mens det stadig ligger i morens mave! I sine første leveår lærer barnet ikke kun at genkende og adskille forskellige sproglyde (såsom forskellen mellem b-lyden i bil vs. p-lyden i pil), men barnet lærer også selv at producere disse forskelle. Det er også i disse år, at barnet lærer, at ord består at sammensatte lyde, og at nogle ord rimer, eller ligner hinanden på andre måder.
     
  2. Børns leksikalske udvikling: Efterhånden som barnet lærer mere og mere om sproglyde, begynder det også at kunne forstå, og lidt senere hen også selv at sige sine første ord. Dette sætter den leksikalske udviklingsproces i gang, som kan sammenlignes med en lavine: Barnets ordforråd bliver større og større, hurtigere og hurtigere (op til en vis alder). Hvorimod barnets første ord typisk er kontekstbundne, dvs. at de handler om konkrete ting, som er til stede her og nu, lærer barnet med tiden mere abstrakte begreber (fx kærlighed, retfærdighed osv.). Barnets tidlige ordforråd er også kendetegnet ved, at det næsten udelukkende består af indholdsord — altså navneord, udsagnsord og tillægsord. Funktionsord derimod såsom forholdsord, bindeord og biord kommer først på et senere tidspunkt.
     
  3. Børns grammatiske udvikling: Når barnet har lært et vist antal ord, vil det begynde at sætte dem sammen i sætninger. De allerførste sætninger består kun af to ord ("mor arbejde", "mere vand"), som så udvikler sig til sætninger med tre ord, fire ord osv. Grammatisk udvikling indebærer, at barnet både lærer at sætte ordene i en sætning i den korrekte rækkefølge (altså syntaks), og at barnet lærer at bøje (en bil/to biler) og sammensætte (spise + bord = spisebord) ord (altså morfologi).

/Sprogklar-holdet