Blogindlæg #4: Kvalitet i den sprogpædagogiske praksis, del III (at give læringsrig feedback til børnene)

I fjerde runde arbejder vi fokuseret med tre redskaber, som det pædagogiske personale kan anvende i forbindelse med feedback til børnene. Med disse strategier kan de voksne bygge videre på det, som børnene siger, så samtalen udvikles, og læringen/forståelsen dermed kan nå op på et højere niveau. Samtidigt kan det pædagogiske personale ved brug af disse strategier opmuntre børnene og dermed hjælpe dem til at opretholde engagementet og lysten til at arbejde på en bestemt opgave.

Vi kalder disse tre strategier for:

  1. Stilladsering: Denne strategi (som stammer fra den russiske psykolog Lev Vygotskys sociokulturelle udviklingsteori) handler om at hjælpe børnene til at kunne lidt mere, end de umiddelbart kan på egen hånd — for senere at kunne løse opgaven uden hjælp fra en voksen. I stedet for blot at ignorere et forkert svar, svare ja/nej eller give børnene det korrekte svar, kan den voksne hjælpe børnene med selv at komme frem til et svar ved fx at begrænse antallet af svarmuligheder. Denne strategi er brugbar i mange situationer, men er et særligt vigtigt redskab i den sprogpædagogiske praksis.
     
  2. Sproglige loops: Det er samtidigt vigtigt, at den voksne er opmærksom på at bygge videre på det, børnene siger/spørger om, så samtalen udvikler sig til en længere interaktion. Flere taleture (ping-pong mellem barn og voksen) giver børene bedre chancer for læring og udvidet forståelse. Denne strategi kan det pædagogiske personale anvende ved at stille opfølgende spørgsmål til børnenes input.
     
  3. At fylde på med information: Som en tredje strategi til at øge kvaliteten af feedbacken til børnene, kan det pædagogiske personale uddybe og tilføje information til det, børnene siger og gør. Med denne strategi eksponeres børnene altså for yderligere sprog, og samtidigt kan de opnå en større og bedre forståelse.

Ligesom i de tidligere runder blev også Runde 4 indledt med en undervisningssession, hvor medarbejderne i børnehusene blev præsenteret for rundens tre fokusområder. Som sædvanligt blev personalet opfordret til at vælge op til tre af de diskuterede strategier, som de vil arbejde videre med i resten af runden. Det pædagogiske personale vil i løbet af marts blive tilbudt individuelle coachingsessions, hvor der er mulighed for sparring omkring arbejdet med loopets strategier.

/Sprogklar-teamet