Sprogpædagogik i højsædet i Odense kommune - SHO


Forskningsbaseret indsats

Indsatsen i SHO er evidensbaseret, dvs. at indsatsens faglige indhold bygger på den nyeste viden om, hvordan man understøtter børns sprogtilegnelse. Indsatsen består af undervisning i workshops og arbejde med online indhold via læringsportalen Nebula, hvor det pædagogiske personale gradvist vil lære at implementere sprogpædagogiske strategier i deres daglige arbejde. Samtidig vil lederne løbende modtage coaching med det formål at understøtte deres medarbejderes udvikling i hverdagen.

7 moduler om vigtige og relevante emner indenfor sprogpædagogisk praksis

I forbindelse med indsatsen skal hver institution gennemføre et forløb bestående af 7 moduler, som omhandler alle de vigtigste emner inden for sprogpædagogisk praksis – alt fra basal lingvistisk viden om børns sprogudvikling, sprogunderstøttende strategier, flersprogethed, sprog og leg, tilpasning i forhold til sprogvurdering og strukturerede aktiviteter som dialogisk læsning. Forløbet strækker sig over cirka 9 måneder, og der er derfor god mulighed for at rykke og udvikle praksis. Hvert modul afsluttes med en øvelsesperiode, hvor den enkelte medarbejder har fokus på at øve sig i de strategier, han eller hun er blevet præsenteret for i det givne modul og derved få dem ind under huden.  Lederne spiller en afgørende rolle her, da de er med til at sikre, at medarbejderne følger modulerne og øver sig i de nye strategier i hverdagen.

Læringsformat og indhold

Formen på efteruddannelsen er "blandet læring", som kombinerer traditionel undervisning på workshops med online kurser. Medarbejderne får adgang til SPROGKLARs nye online læringsportal Nebula, hvor de kan tilgå e-kurset, og hvor de også kan finde bl.a. et videobibliotek med sprogunderstøttende strategier med undertekster på mange forskellige sprog, så medarbejderne også kan inddrage forældre, som ikke taler dansk. Projektet har som nævnt også et stort fokus på ledernes rolle i forløbet, og derfor deltager lederne i sparringsmøder med SPROGKLARs konsulenter for at de kan få viden om, hvordan de kan tilpasse indsatsen, og hvad de kan gøre for at understøtte deres medarbejderes læring. Hver institution får desuden to eksemplarer af Justin Markussen-Browns bog, ”Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis”, og de får adgang til en hotline, "Sproglinjen", der er tilknyttet projektet. Her kan medarbejderne ringe ind og stille spørgsmål til en audiologopæd, som er tilknyttet projektet. Sproglinjen er åben i hele personalets arbejdstid, så der er mulighed for at få svar på alle spørgsmål med det samme.

Forskning viser, at når man understøtter det pædagogiske personales læring på mange forskellige måder over en længere periode, så har det en stor effekt på deres praksis og dermed på børnenes sprogudvikling. Så vidt vides er SHO det mest omfattende efteruddannelsestiltag til styrkelse af børns sprogudvikling, der er blevet gennemført i Danmark. 

Projektet er en videreudvikling af et pilotprojekt, der blev gennemført i Odense sidste år, men det bygger også på erfaringer, som SPROGKLAR har gjort sig ifm. andre projekter, hovedsageligt vores projekt i Aarhus. Læs om projekterne på SPROGKLARs hjemmeside (+ link til siderne der omhandler de forskellige projekter:
Sprogprojekt i Odense Kommune 
Børns tidlige sprog i Aarhus kommune

Vi er lige nu i gang med at gennemføre den sidste pilot i ét af Odenses 18 institutionsområder, inden vi ruller indsatsen ud til alle de andre klynger i efteråret. Mange har bidraget til projektet, ikke bare SPROGKLARs medarbejdere men også medarbejdere i kommunen og mange pædagoger, som har givet feedback.

SPROGKLAR mener

Det er SPROGKLARs holdning, at alt pædagogisk personale burde have ret til efteruddannelse af høj kvalitet. Hvis alle medarbejdere i daginstitutionerne har en grundlæggende, evidensbaseret viden om børns sprogudvikling og lærer at omsætte denne viden til praksis, vil det gavne alle børn. Derfor er de pædagogiske medarbejdere i centrum i SHO. Alt i indsatsen har fokus på at understøtte udviklingen af deres sprogpædagogiske kompetencer.